Overbelastning kommer sjældent som et chok. Den vokser langsomt frem, mens man forsøger at holde fast i alle de opgaver, relationer og forpligtelser, man har taget på sig. I starten er det bare lidt mindre overskud, lidt flere ting, man udskyder. Men pludselig begynder selv små opgaver at føles uoverkommelige, og man mister lysten til ting, der tidligere gav glæde. Kroppen bliver tung, tankerne træge, og følelsen af utilstrækkelighed vokser. Det er, som om livet fortsætter i fuld fart omkring én, mens man selv står stille og ser til.
Som psykologer møder vi mange mennesker, der beskriver denne tilstand. De har ofte været stærke og ansvarsfulde i lang tid — både på arbejde, i familien og i deres sociale liv — men har overset, at de også har brug for pauser og omsorg. Overbelastning rammer ikke kun dem, der har alt for meget at lave, men også dem, der har været under pres så længe, at deres indre ressourcer er slidt tynde. Man mister evnen til at restituere, og selv hvile føles ikke længere som en pause, men som endnu en opgave, man ikke kan overskue.
Det kan være svært at skelne mellem overbelastning og stress, men forskellen ligger ofte i tempoet. Stress føles hektisk og kaotisk, mens overbelastning ofte føles stille og tom. Man er ikke længere oppe i fart — man er gået i stå. Hos en psykolog
arbejder vi ofte med at hjælpe mennesker til at genfinde forbindelsen til sig selv. Det første skridt er sjældent store livsforandringer, men små handlinger, der langsomt vækker systemet igen: faste måltider, korte gåture, stille stunder uden krav. Først når kroppen og sindet begynder at komme i balance, kan man tage stilling til, hvad der i hverdagen har ført til overbelastningen.
På siden om overbelastning kan man læse mere om, hvordan man kan arbejde med at genopbygge sit mentale overskud og finde en ny rytme. Mange har brug for hjælp til at slippe skyldfølelsen over ikke at kunne alt det, de plejer. Når man gradvist giver sig selv lov til at være et menneske med grænser og behov, begynder energien langsomt at vende tilbage. Det kan være en skrøbelig proces, men også en mulighed for at gentænke, hvordan man vil leve — ikke bare komme tilbage til, hvordan det var før.
Overbelastning er ikke et tegn på, at man er svag. Det er et tegn på, at man har været stærk for længe uden at få fyldt sig selv op undervejs. Når man begynder at tage sin egen trivsel lige så alvorligt som sine forpligtelser, kan man langsomt lægge byrden fra sig — og mærke sig selv igen.